Kræft

Værd at vide

Tidlig opsporing af cancer:
Få en tid hos lægen, hvis du har en af nedenstående symptomer. Hvis cancer opdages tidligt, er chancen for helbredelse større.
Her er 8 symptomer der kan være tegn på cancer:

  • Langvarig hoste eller hæshed     efter max 2 måneder altid et røntgenbillede
  • Uforklarligt vægttab
  • Uforklarlig blødning
  • Vedvarende synkebesvær
  • Knuder eller hævelser
  • Ændrede modermærker eller sår der ikke vil hele
  • Ændret afføringsmønster
  • Brystvorte som pludselig trækker sig ind

Screening for brystkræft – mammografi

Danmark bliver kvinder mellem 50 og 69 år hvert andet år tilbudt en mammografi, som er en røntgenundersøgelse af brystet. Det kaldes også mammografiscreening. Invitationen til mammografiscreening kommer via din e-boks fra Regionen.

Røntgenundersøgelsen kan afsløre forandringer i brystet ned til få millimeter, som man ikke selv kan mærke med fingrene. Jo tidligere kræftforandringen opdages, desto større er sandsynligheden for, at kræften ikke har spredt sig, og dermed kan helbredes.
Man screener kvinder i alderen 50-69, fordi halvdelen af alle de kvinder, der får brystkræft, findes i denne aldersgruppe.

Screening for livmoderhalskræft

I Danmark tilbydes kvinder mellem 23 og 65 år screening for livmoderhalskræft. Fra 23-49 år sker det hvert 3. år og herefter hvert 5. år. Celleforandringerne er en reaktion på tilstedeværelsen af en eller flere virus fra familien HPV (Human Papilloma Virus). Virus er seksuelt overført, og celleforandringerne kan ikke opstå uden virus.
Over 15.000 danske kvinder får hvert år konstateret forstadier til kræft eller andre unormale celler i livmoderhalsen. Celleforandringer er ikke kræft, og størstedelen af kvinder, som får konstateret forstadier til livmoderhalskræft, bliver fuldstændigt helbredte. Behandlingen er relativt enkel og giver sjældent komplikationer og har ingen senfølger.

Celleforandringer er ikke kræft

Celleforandringer i livmoderhalsens overflade er ikke kræft, men kan være forstadier til kræft. I mange tilfælde vil der ikke udvikles kræft, selv hvis man ikke behandler. Mistanke om celleforandringer kræver dog undersøgelse og behandling for en sikkerheds skyld. I Danmark påvises ca. 15.000 unormale celleprøver årligt, og der udføres ca. 5.000 kegleoperationer. Årligt er der ca. 350 tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark.

Celleprøven

Celleprøven tages i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse. Lægen eller sygeplejersken, skraber nogle celler fra livmoderhalsens overflade med en lille børste. Der kan være lidt stikkende smerter og alment ubehag i forbindelse med prøven og lidt blødning bagefter. Begge dele er ufarlige og holder op af sig selv. Materialet med de udhentede celler bliver enten spredt ud på en glasplade (smearundersøgelse), eller bliver opsamlet i en beholder med væske. Prøven bliver sendt til et laboratorium for patologi, hvor celler undersøges ved mikroskopi, og det vurderes, om cellerne er normale eller ikke

Screening for tarmkræft

Screening for tarmkræft begyndte i 2014. I løbet af fire år skal alle personer mellem 50-74 år være screenet første gang. Herefter er det et tilbud hvert andet år.
Her kan du læse om, hvad screening for tarmkræft indebærer, og hvordan undersøgelsen foregår. Du kan også læse om det forsøg med tarmkræftscreening, der blev gennemført i 2005-2006.

Formålet med at undersøge befolkningen for tarmkræft

Jo tidligere tarmkræft opdages, jo større er mulighederne for at blive helbredt.
Hvert år får ca. 4.300 personer kræft i tyk- eller endetarmen. Det er en af de største kræftsygdomme i Danmark. Tyktarmskræft forekommer først og fremmest hos personer over 50 år. Og hyppigheden af sygdommen stiger efter de 50 år.

Et af de første tegn på tarmkræft er blod i afføringen. Blodet kan oftest ikke ses med det blotte øje, men kan afsløres i en afføringsprøve.
Læs her om hvordan screeningen foregår her.
Tegn på tarmkræft: sundhed.dk